En Mand og en kvinde bliver ét kød i ægteskabet. To mennesker blivet til ét menneske, det er Guds orden. Alt, - overhovedet alt -, det være sig ting, mennesker, emner, interesser, arbejde, alt hvad der bevidst, eller ubevidst kan, eller vil, skyde bare den mest uanselige antydning af en kile ind imellem disse to mennesker, som Gud har gjort til ét menneske, ét kød, forsøger dermed at splitte det, som Gud vil skal være samlet. En sådan ting, et sådant menneske, et sådant arbejde eller interesse er en fjende af Guds ordning og af ægteskabet, og må forsages og bekæmpes som fredløst, der kan aldrig sluttes fred.
Ægteskabet
af Bo Giertz
14. februar 2016
Kristi Kirke har altid interesseret sig for ægteskabet. Som folkets moder har den bestræbt sig for at give hvert eneste af sine børn to goder lige fra fødslen: Menigheden og hjemmet. Ligesom den har gennemkrydset landet med et net af sognegrænser, til der ikke findes en fodsbred jord, hvor et menneske kan vokse op uden at eje sin egen kirke, menighed og sjælesørger lige fra barndomstiden, sådan har den også stræbt efter at støbe samlivet mellem mand og kvinde i sådanne former, at ethvert menneske der fødes, skulle have sit eget hjem, sin egen far og mor. Blandt alle kirkens revolutionerende sociale indsatser i al stilfærdighed er det en af de største, at den så ihærdigt har talt barnets sag og sat alle kræfter ind på at hellige hjemmet og hævde forældrenes forpligtelse.
Ægteskabets historie i vort land er uløseligt forbundet med kirken. Forbindelsen består den dag i dag, nogle vil sige som et levn, andre som en forjættelse. Selv om et menneske synes at være døv og blind for alt, hvad kirken har at sige, så plejer det dog i reglen to gange at bøje knæ for sin himmelske fader, ved sin første altergang og på sin bryllupsdag.
Samhørigheden mellem Kirke og ægteskab viser sig også deri, at tider, hvor skepsis og fornægtelse råder, plejer at være krisetider for ægteskabet, hvor det går i opløsning indefra og udsættes for radikal kritik. De sidste 50 år i vor historie kuldkaster ikke denne regel. Så omdebatteret og omstridt som nu har ægteskabet aldrig før været i vort land.
Denne debat lider af stor uklarhed, som rent praktisk virker skæbnesvangert og lige fra begyndelsen giver mange af dem et skævt syn, som ellers ville holde deres ægteskab i ære. I følge gængs opfattelse deler ægteskabets forsvarere og modstandere sig i to lejre, på den ene side står de kristne, sekunderede af alle slags idealister, venner af tradition og fædreland, og på den anden side står de radikale og revolutionære billedstormere.
Denne skillelinie er fuldstændig falsk. Hvis man undersøger det livssyn og de motiver, som skjuler sig bag forsvar og angreb, vil man snart finde, at frontlinierne brydes. Blandt de anskuelser, på hvilke mennesker i vore dage søger at grundlægge et ægteskab, findes der dybtgående og fundamentale forskelle, og langt ind i den lejr, som tror, at den vil slå vagt om ægteskabet, er man i virkeligheden gennemsyret af det samme skæve livssyn og de samme falske vurderinger, som fra anden side allerede har ført til ægteskabets opløsning.
For at få hold på disse modsætninger vil det være klogt at prøve på at begrænse sig til tre grundstillinger til ægteskabet af den uhyre mængde af teorier og programmer, som findes, nemlig den romantiske, den naturalistiske og den kirkelige.
Den romantiske opfattelse af ægteskabet er nøje forbundet med det nittende århundredes åndelige historie. Den blev født til verden på dette århundredes tærskel. Skulle man forsøge at angive dens fødselsår, måtte det blive 1799, da Friederich Schlegels "Lucinde" blev udgivet og satte fart i debatten. Med romantikkens hele følelsespatos og uden at vige tilbage for konsekvenserne udslyngede Schlegel her de tanker, som ligger til grund for den romantiske ægteskabsopfattelse. De kan sammenfattes i to sætninger: Ægteskabets eneste legitime grundlag er kærligheden, og individernes lykke er ægteskabets mening.
Ægteskabets eneste legitime grundlag er kærlighed. Tesen var en voldsom og ofte berettiget protest mod en svunden tids snusfornuftige borgerlige syn på tingene, i følge hvilket kloge forældre fandt "passende partier" til deres børn efter alle mulige nytte synspunkter om arv og byrd og ejendom. Op her i mod stilles nu tesen om kærlighed, den store kærlighed, som forener to mennesker i en grænseløs forelskelses lykke, som det eneste sædelige grundlag for et ægteskab. Romantikken tøvede ikke med at drage konsekvensen: et ægteskab bliver usædeligt, når parterne ikke længere elsker hinanden. Man drog også en anden konsekvens: eftersom kærligheden betyder alt, er ægteskabet faktisk stiftet, når to mennesker mødes i en stor forelskelse. Den ydre vielse betragtedes som en tom formalitet, som et halvvejs latterligt skuespil, som en uberettiget indtrængen i to menneskers private affærer.
Er ægteskabets eneste gyldige grundvold kærlighed, så er dets formål efter samme romantiske opfattelse individernes lykke. Nyromantikken havde netop et stærkt præg af individualisme og selvrådighed. Det hang måske sammen med dens dyrkelse af geniet. De ureglementerede skaberkræfter i en kunstnernatur var hellige og måtte ikke stænges af uvedkommende skranker. Egentlig skulle dette frihedskrav kun gælde de store kunstneriske begavelser. Men ligesom alle Nietzsches små eftersnakkere svulmede op til at blive overmennesker, blev romantikkens tilhængere kun alt for nemt til små genier med en farlig tilbøjelighed til at lægge sig efter alle de stores friheder. Romantikken blev individualisme. Den blev læren om menneskets ret og pligt til at udfolde sig selv efter sine personlige forudsætninger, at forme sit individuelle liv uden skranker og bånd. Anvendt på ægteskabet betyder det, at jeg i kærligheden ejer en af livets store lykkemuligheder og venter, at denne lykke skal realiseres gennem ægteskabet. Hvis ægteskabet ikke bringer mig den store gevinst i lykkens lotteri, er det ikke et sandt ægteskab.
Romantikken tænkte ualmindelig højt om ægteskabet, denne guddommelige gave, som skulle føre to mennesker bort til lyksalighedens ø. Naturligvis blev kærligheden idealiseret, undertiden også platonisk præget. Kærligheden er to sjæles dejlige sammensmelten i et hav af natursværmeri, i en himmel af musik og poesi. Den nyromantiske klikes svaghed, det eksklusive, æstetiske snobberi satte også sit præg på kærligheden, og løftede den betænkelig langt op over hverdagens barnegråd og opvaskebaljer.
Hele dette grundsyn på ægteskabet fik i det nittende århundrede et stadigt fastere tag i sindene. Allerede fra begyndelsen havde det fået et vist medhold fra den toneangivende moderne teologi. Selveste Schleiermacher rykkede Schlegel til undsætning. Det kom for en stor del af et personligt venskab, men havde også sin grund i den faktiske lighed, som findes mellem den romantiske ægteskabsopfattelse og den teologi, som kom i velten genem Schleiermacher. Eftersom man her lagde vægten på den religiøse oplevelse og den fromme følelse i modsætning til dogmerne og de kirkelige institutioner, var det naturligt, at man også i ægteskabet ville lægge al vægt på den personligt oplevede kærlighed. Når man sidenhen i det nittende århundredes nyprotestantisme mere og mere stivnede i en ulykkelig kærlighed til Kant og stærkere og stærkere betonede den sædelige autonomi, som gjorde det enkelte menneskes samvittighedsafgørelse til sædelighedens grundvold, blev man endnu mere tilbøjelig til at ringeagte ægteskabets ydre, borgerlige form og betragte det hele som to moralske fuldmyndige og selvstændige individers privatsag.
I denne ulykkelige sammenblanding af romantik og kristendom ligger en af de dybeste årsager til den krise, som lidt efter lidt skulle komme til at ryste hele ægteskabsinstitutionen i dens grundvold. Hvis man nemlig gør kærligheden til ægteskabets eneste sædelige grundlag og lykken til dens selvfølgelige mål - så at jeg altså har ret til at begære lykke i mit ægteskab - så har man i virkeligheden taget grunden bort under det monogame ægteskab. Allerede blandt romantikerne indså man dette. Schlegel krævede retten til fri kærlighed. Men i romantikkens småborgerlige tilpasning i det nittende århundrede gik det romantiske grundsyn på kompromis med det kristne krav. Man ville i princippet anerkende det livsvarige ægteskab og bibeholde den ydre form, mens man på samme tid tilegnede sig det romantiske krav om lykke. Man blev i teorien ved med at være kristen, mens man ville tømme romantikkens fortryllende lykkebæger til bunds.
Dette kompromis er en urimelighed. Intet menneske, lad det elske aldrig så dybt og stærkt, kan garantere, at dets følelser kommer til at vare hele livet. Og intet menneske kan i romantisk betydning få garantier for, at det vil blive lykkeligt i sit ægeskab. Ej heller kan det yde nogen garanti for lykken til den, som det gifter sig med. Sygdom, forskel i sind, vaner og behov, uforudsete økonomiske kriser, forandringer i sjælelivet, udseende og interesser kan altid skabe problemer, som gør ægteskabet til en vanskelig løselig opgave, til en anstrengende prøve - men ikke til lykke i sædvanlig betydning. Den eneste logiske følge af den romantiske ægteskabsopfattelse er et ægteskab, som kan opøses eller snarere en løs forbindelse, som ikke kender noget ydre bånd, men alene grundes på den personlige forelskelse - så længe den varer.
At det står så ilde til med ægteskabet i vor tid, beror for en stor del på, at man har prøvet at koble to uforenelige ting sammen: det kristne krav på en troskab, der ikke viger tilbage for offer, og den romantiske kærlighedsopfattelse med sit selviske krav på lykke. Ægteskabets kritikere har ofte ganske ret i, at det er meningsløst at love, at man vil elske et menneske hele livet, hvis man fortolker ordet elske, som romantikken gør det, som at være forelsket, at være båret af en stor følelse, som løser alle vanskeligheder uden offer og uden vilje til selvfornægtelse. Det er et løfte, som intet menneske kan aflægge. Det er meningsløst at binde sig til et andet menneske for hele livet, for at blive lykkelig, hvis man med lykke forstår det, som evangeliet kalder at bjerge livet, og det gjorde romantikken, ganske som det naturlige menneske altid gør.
Det er vort folks ulykke, at så mange kristne i virkeligheden har haft en hel eller halv romantisk ægteskabsopfattelse. Det har gjort forsvaret for ægteskabet haltene og virkelighedsfjernt. Det har hindret en sand opdragelse til et kirkeligt syn på ægteskabet.
Nu opdrages i stedet for vort folk i videste kredse fra de tidligste barndomsår til et falskt romantisk syn på kærligheden. Lige fra guvernanteromanerne til de moderne ugeblade og filmen er vor folkelige ægteskabspropaganda gennemtrængt af denne falske romantik. Se blot en almindelig novelle eller en film af happy-end typen! I uendelige variationer gennemspilles det samme tema: Kærligheden besejrer alt og skænker alt - vel at mærke ikke ved den enkeltes indsats i offer og kamp, men som en slags naturkraft, som falder ned fra himlen og hensætter mennesker i en sindsstemning, som af sig selv overvinder alle hindringer. Temaet kan varieres, men plejer at slutte med det lange kys, mens der blændes af for rigtigt at markere, at alt det andet, bryllup, hjem, barn og de lange arbejdsår klares uden besvær, bare den store kærlighed er der. Denne mugne novellekunst og disse virkelighedsfjerne film plejer desuden at understrege, at forskel i alder, race og nationalitet, i tro og moral, niveau og dannelsestrin absolut ikke betyder noget, bare forelskelsen er der. De betoner også med alt muligt eftertryk, at det ikke er så slemt med små afvigelser fra moralens sædvanlige bud, blot forelskelsen er der.
Dette forløjede og skæve billede af en virkelighed, som er både strengere og rigere, bliver den opdragelse til ægteskabet, som bliver en stor del af vor ungdom til del. Resultatet udebliver heller ikke. I værste fald havner pigebarnet, før hun er fyldt 18 år, i armene på en sorthåret forfører, som måske alleree har nået at love to - tre andre piger ægteskab og bilde dem ind, at de nu skal opleve den store kærlighed og sejle ind i paradis på jorden.
I bedste fald fører bekendtskabet mellem to unge efter alle romantikkens regler til en grænseløs og bestandigt stigende forelskelse, som ender med forlovelse og ægteskab. Men når de bagefter i de lange år skal til at opleve kærlighedens grænseløse lykke sammen, viser romantikkens hele uholdbarhed sig. I et fåtal af tilfælde - lad os sige 1 af 100 - passer to mennesker så godt sammen, at ægteskabet forløber harmoninsk. Men i de allerfleste tilfælde er konfliktstoffet nedlagt i parternes egen natur. Når forlovelsestiden og hvedebrødsdagene er forbi, og hverdagens samliv kommer med alle dets uromantiske krav, stikker kanterne frem, og konflikten er der. Hvis man er meget romantisk og følsom, bliver man nemt ligeså grænseløst ulykkelig, som man før var lykkelig. Det sker ikke så sjældent i ægteskaber, når de er et halvt år gamle. Heldigvis går det tit over. Naturen ejer en lægende sundhed, og bagom alle de romantiske drømme finder ægtefællerne ofte hinanden i et nyt fællesskab om hjemmet, børnene og arbejdet. Men ofte sidder der en følelse af skuffelse tilbage. Ægteskabet bliver ikke det, man havde ventet. Man føler sig snydt af livet. Undertiden vender bitterheden sig mod den anden part: "Havde jeg blot ikke giftet mig med dig..." o.s.v. Undertiden vender den sig mod forældrene, sjældnere retter den sig mod de egentlige skyldige, ugebladene, filmen, de billige romaner og alle de sildefødte propagandister for en falsk og selvisk romantik. Tvært imod bliver man ved med at bevare den samme forkærlighed for romantikens skinværdi. Man flygter ind i den for at søge trøst for sit flossede og af skuffelser opfyldte ægteskab. Den halvgamle og forslidte hustru går i biografen eller sidder ved køkkenbordet med et ugeblad eller en roman og indsuger fortællingen om den fattige kontordames romantiske kærlighedshistorie med den flotte direktørsøn. Og så går hun videre til opvask og blevask og den småbandende mand. Det må vel tilgives hende, hvis hun sukker. Livet gav hende jo faktisk noget ganske andet, end hun kunne have haft ret til at vente sig, hvis der havde været nogen sandhed i det verdensbillede, som den såkaldte kultur, de store forlag og den mægtige filmindustri havde indpodet i hende fra hendes tidligste ungdom.
Uden et grundigt opgør med det romantiske syn på ægteskabet kan udviklingen aldrig ledes ind i sundere baner. Så længe man blander den romantiske gift ind i sit syn på ægteskabet, kommer det ufravigeligt til at lide af en opløsningstendens. Det frister stadig til utroskab, idet drømmen om lykken er der, hvor man ikke er. Så længe man narrer mennesker til at tro, at ægteskabets berettigelse bunder i dets evne til at skænke alle den store gevinst i lykkens lotteri, har man skabt alle forudsætninger for tårer og sorg i de tilfælde, hvor man ellers, om man var blevet rigtigt indstillede, ville have kunnet møde uundgåelige vanskeligheder på en sådan måde, at det var blevet til velsignelse og åndelig rigdom.
Den naturalistiske opfattelse blev romantikkens direkte arvtager. Ligheden er trods alle forskelle slående. Ægteskabets grundlag og dets formel opfattes stadig på samme måde: alt er bestandig afhængigt af kærligheden og lykken. Ordene får kun et let ændret indhold, fordi den idealistiske sæbeboble er bristet. Man har jo erklæret Gud for afsat, materien var det eneste virkelige, naturen er en stor maskine, mennesket en civiliseret abe og det såkaldte åndsliv en hjernefunktion. Når derfor naturalismen siger, at kærligheden er ægteskabets grundlag, mener den selvfølgelig med kærlighed naturdriften. Forelskelsen bliver en meget naturlig og meget realistisk ting. Romantikkens sommerfugl har mistet støvet på vingerne. Der er ikke mere tilbage af rosenskyerne omkring kærlighedsgudindens billede. Hun er ikke mere i slægt med den himmelske eros, men derimod med dyrenes brunst i parringstiden.
Alligevel er det stadig kærligheden, der skal skænke livets store lykke, for lykken er stadig meningen med ægteskabet. Men også lykken får en anden farvetone. Der kan jo ikke længere blive tale om sjælenes sympati, for mennesket har ingen sjæl. Desto større interesse har naturalismen for legemernes forening. At man skal passe sammen betyder først og fremmest, at det gælder om at finde en passende partner i seksuel henseende. På tilfredsstillelse af driften skal man bygge det fuldkomne ægteskab op. Også på andre områder hører lykken sammen med legemet, den består i behageligheder og fornøjelser, i sport og helbred og god mad.
Naturligvis fører denne sindstilling til hele ægteskabsinstitutionen opløsning - af ganske de samme grunde, som det skete indenfor romantikken. Er den romantiske kærlighed ubestandig, så er den jordbundne drift det i endnu højere grad. Hele den lykke, som har sin fornemmeste inspirationskilde i den legemlige forening, står på lerfødder. En dag er man træt af det hele, og det eneste lægemiddel, som den naturalistiske opfattelse da kan finde på, er at henvise vedkommende til at søge større tilfredsstillelse et andet sted, og så går det såkaldte ægteskab i stykker, eller det ender med, at den ene part lukker øjnene, tier og lider. For hvor meget man end har søgt at overbevise sig selv om, at man kun er legeme, så kan man alligevel ikke hindre det stakkels hjerte i at føle det ganske, som om der var en sjæl, en levende menneskesjæl, som kan såres og bløde, blues og angre, elske og tro.
Hvor urimeligt det er at prøve at bygge sit ægteskab på romantikkens eller naturalismens falske grund, bliver måske bitrest erfaret af den, som går til det med den virkelig ærlige hensigt om at være tro og binde sig for livet. På den ene side har man klart for øje, at kærligheden skal skænke noget af livets største lykke, man forlanger af sit ægteskab, at det skal blive harmonisk og lykkeligt. Men på den anden side ved man af erfaring, at mange mennesker tager fuldstændig fejl af den første forelskelse. Derfor bliver afgørelsen, når det gælder ægteskab, næsten uudholdelig ansvarsfuld. En del mennesker formår ganske simpelt ikke at bestemme sig. Mens følelsen gør sit krav gældende, gør fornuften indvendinger og peger altid på den forfærdende risiko, at man tager fejl, at man i stedet for at nå den største gevinst pådrager sig en livsvarig elendighed. Der bliver en uendelig vejen for og imod, hvor det stakkels menneske slås med et problem, som ikke kan magtes af nogen intelligens i verden. Passer man nu rigtigt sammen? Er alle tilbøjeligheder og anlæg så ensartede, at man har garantier mod fremtidige konflikter? Er der muligvis skjulte,arvelige anlæg hos en af parterne, som på ulykkelig måde vil vise sig hos børnene? Er aldersforskellen ikke større end, at samlivet om 25 år også kan være uden gnidning? Er der tilstrækkelig økonomisk grundlag for den såkaldte lykke? Og så videre i det uendelige. Hvordan man end vender og drejer sagen, bliver der aldrig tilstrækkelige garantier for lykken, og lykkelig skal man jo være i et ægteskab, hvis det skal have nogen mening og moralsk berettigelse.
Bestemmer man sig så endelig til ægteskab, er problemerne ikke af den grund kommet ud af verden. Selve det falske grundsyn indbyder til en bestandig mistænksom prøvelse af ægteskabets resultat: er jeg virkelig så lykkelig, som jeg kan blive? Når kravene kommer, dukker de samme spørgsmål op og gør dem dobbelt svære. Ved hvert nyt møde med et menneske af det andet køn ligger spørgsmålet på lur: kunne jeg måske blive lykkeligere med dig? Passer vi to måske bedre sammen? Selve kravet om lykke, som naturalismen er fælles med romantikken om, driver med sine falske fordringer og foregøglinger det i øjeblikket skuffede menneske til at spejde efter andre og større muligheder for lykken. Det er årsagen til mange skilsmisser, som ellers aldrig ville have fundet sted, og til mange nye ægteskabsforsøg, som ender ligeså ulykkeligt som det foregående.
Grundskaden er at man er kommet bort fra ægteskabets eneste sande grundlag, sådan som vore fædre så det i kirkens syn på ægteskabet. Så længe man bygger ægteskabet på kravet om en lykke, som i alt sit væsen er selvisk, og på en kærlighed, som man skal modtage gratis, og som af sig selv vil løse alle livets problemer, så længe vil ægteskabet bestandigt give anledning til ny bitterhed, skuffelse og klage. Så længe vil man forgæves søge hjælp i nye former for to menneskers samliv. Bevarer man sit uomvendte og selviske hjerte, bærer man i sig kimen til ulykke og skuffelse, hvor man end færdes, og hvor klogt man end prøver at slutte sine forbindelser. Er man skabt af Gud og kaldet til at leve som hans barn, kan man ikke svigte sin bestemmelse, uden at der opstår et tomrum, som intet andet kan fylde. Derfor hviler der fra begyndelsen en ulykkelig skæbne over alle de selvgjorte forbindelser, hvori mennesker søger lykke og tilfredsstillelse uden at ville bøje sig for det ansvar og de forpligtelser, som Gud har nedlagt i selve skabelsens ordning, da han bestemte, at ethvert barn uigenkaldeligt er født af én far og én mor og uigenkaldeligt danner et forenene bånd af kød og blod imellem dem. I Guds egne ordninger og bud må vi søge et andet og bedre grundlag for ægteskabet. Dermed er vi kommet til den kirkelige opfattelse.
Ægteskabet er indstiftet af Gud selv. Sådan lyder de første ord i vor kirkes vielsesritual, og dermed er sagt, hvad der er grundlæggende og væsentligt i kirkens syn på ægteskabet.
Da ægteskabet er Guds indstiftelse, er det uret at sige, at det hviler på to menneskers kærlighed eller forelskelse, og at dets mening er at berede individerne lykke. I stedet for ordene kærlighed og lykke må vi sætte ordene troskab og fællesskab.
Ægteskabets sædelige grundlag er ikke kærligheden, men troskaben. Først når mand og hustru har givet hinanden deres uigenkaldelige troskabsløfter med al den højtidelighed og alle de retslige konsekvenser, som samfundet og kirken kræver, er de forenede i ægteskab.
Dette betyder ikke, at kirken undervurderer kærligheden, kun at den anbringer den på dens rette plads i sammenhængen. Uden kærlighed bør ægteskab ikke indgås. Det er uforsvarligt at gifte sig af økonomiske grunde eller andre private bekvemmelighedshensyn. Det er ikke mindre uforsvarligt, selv om det er forældrene, der af ren og skær omsorg for deres børns vel søger at formå dem til et giftermål, hvor hjertet ikke taler med.
Selv om altså kærligheden, som drager mand og kvinde mod hinanden, er det naturlige af Gud givne udgangspunkt for ægteskabet, så er den dog ikke dens faste grundvold. Ægteskabet hviler ikke på en menneskelig følelse, men på en guddommelig indstiftelse, ved hvilken to mennesker knyttes sammen i et troskabsforhold. Kirken tillægger derved den ydre ordning den allerstørste betydning. Det er ikke nok med en privat overenskomst, for ægteskabet er ikke en privatsag. Der eksisterer overhovedet ikke privatsager i menneskers forhold til Gud, det er i alle forhold helt og holdent afhængigt af hans vilje. Og Gud kræver, at vi skal underkaste os al menneskelig ordning. Hos en kristen er det derfor en trossag og en samvittighedssag ikke at indgå ægteskab og ikke begynde det ægteskabelige samliv, uden at han har påtaget sig det hele ansvar og alle de forpligtelser, som en vielse fører med sig. Derimod er det ikke afgørende, om vielsen er borgerlig eller kirkelig. Kirken har i århundreder nøjedes med at velsigne de ægteskaber, som blev indgået efter romersk eller germansk skik, og det ville ikke betyde et afgørende slag mod det kirkelige ægteskab, hvis vi havde tvungen borgerlig ægteforening. For selv om den borgerlige lov regner med skilsmisse som en mulighed, så gør Gud det ikke, og ægteskabet bliver ved at være lige uopløseligt for enhver, som spørger efter Guds vilje. Denne uopløselighed grunder sig på Guds skaberorden og Kristi udtrykkelige befaling: "Har i ikke læst, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde, derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skulde blive ét kød". Så er de da nu ikke mere to, men ét kød. Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. (Matt. 19,4ff)
Dette bud står fast uden hensyn til statens love. Det kan godt ske, at den borgerlige lov af to onder vælger det mindste og tillader stridende og uforsonlige ægtemager at skilles - for hjerternes hårdheds skyld. (Matt. 19,8) For en kristen gælder den undtagelse i hvert fald ikke. Han ved, at hvis han vil benytte sig af den og opløser sit ægteskab, vil han dermed øjeblikkeligt synde mod Gud og lukke døren til faderhjemmet. Kun der, hvor den anden part allerede har brudt ægteskabet og ikke vil fortsætte det, tillader Guds Ord en undtagelse fra reglen. (Matt. 19,9) Ellers er ægteskabet uopløseligt i kraft af Guds Ord og love, ligegyldigt efter hvilke menneskelige love det er indgået. At det alligevel skal indgås med en ydre vielse og ikke bare efter en privat overenskomst - end ikke for Guds ansigt - kommer af den lydighed, som Gud kræver af os overfor al menneskelig orden. Denne lydighedspligt bunder atter i, at øvrigheden er indsat af Gud for at være en Guds tjener til det gode ved at hindre vold, uret og overgreb. (Rom. 13,1-7.) Det gælder også ægteskabet. Den forpligtelse til troskab, som vielsen fører med sig, er en hæmsko for selvisk tilfældighed, en beskyttende faktor for kvinden og barnet og dermed indenfor sin menneskelige begrænsning en Guds barmhjertigheds ordning, som den enkelte ikke har lov at se bort fra.
Men er det nu virkelig muligt at bygge ægteskabet på troskab? Må man ikke alligevel love at elske i lyst og nød? Går det løfte ikke ud over menneskelig evne?
Nej, det gør det ikke. Den kærlighed, der her er tale om, er nemlig den, som Gud selv siger om: du skal elske. Her er der ikke tale om naturbestemte drifter eller erotiske tilbøjeligheder. Den kærlighed skriften taler om søger ikke sit eget. Den begærer ikke at eje noget for sig selv, men vil af hjertet den andens vel. Den beror ikke på en naturdrift, men på viljens og hele sjælens oprigtige ønske om at tjene og gavne. Derfor siger Gud: du skal elske. Det er et krav fra Gud, som et menneske både kan og skal tage på sig ganske uafhængigt af den kendsgerning, at det aldrig vil lykkes at opfylde det, som man bør, men at man hver dag må have tilgivelsen og Kristi forsoning også som ægtefæller. Du skal elske - end også din fjende, skulle du da ikke kunne elske din egen hustru/mand? Her er ikke tale om følelser, som kommer og går, men om Guds bud, som består.
Når det gælder ægteskab skal et menneske derfor ikke prøve sig selv overfor det urimelige spørgsmål, om det virkelig kan love, at dets følelser overfor den elskede altid vil blive ved med at være lige stærke, for det kan intet menneske love. Men han skal prøve sig selv overfor den tanke, om man for Guds ansigt er beredt til at tage sit ansvar og love livsvarigt troskab.
Dette bliver endnu klarere, når vi ser på meningen med ægteskabet: Efter romantikkens og naturalismens opfattelse skulle den være at garantere to individer et større mål af lykke, end de ellers ville opnå. Kirken siger i stedet: Ægteskabets mening er at skænke to mennesker et af Gud selv oprettet fællesskab. De to er kaldede til at hjælpe hinanden både i lykke og nød, at bære hinandens byrder, glædes og lide med hinanden og sammen modnes til evigheden.
Dette fællesskab finder først og fremmest sit udtryk i hjemmet og børnene. "Ægteskabet er stiftet for at samfundet skal bestå", siger vielsesritualet. Vil man ikke have børn, er ægteskabet ikke sædeligt. Vi siger netop vil, for under givne forhold kan det let blive en smertelig men tvingende nødvendighed for forældre f.eks. efter lægens råd for en tid eller for bestandig ikke at få børn, men det er en anden sag, som ikke hindrer fællesskabet i ægteskabet. Men uden viljen til børn kan ægteskabets formål, fællesskabet, ikke realiseres.
Børnene er dog ikke ægteskabets eneste formål. Det bør huskes, for deraf følger, at det ægteskabelige samliv og også dets legemlige side har sin berettigelse og betydning, selv om det i en given situation ikke fører til skabelsen af nyt liv.
Fællesskab giver sig endvidere udtryk i ægtefællernes gensidige troskab og ubrydelige sammenhold. Dette fællesskab er både ansvar og lykke, både offer og gave, både krav og hjælp. Ligesom kirken ved, at den sande, ægteskabelige lykke ikke kommer ved fordringer og forventning, men ligger i den store opgave at være uopløseligt forenede med et andet menneske for i fællesskab med det at bære livets byrder i gensidig yden og gensidig tjeneste. Vielsesritualet udtrykker det med de smukke ord, at ægteskabet er indstiftet "til ægtefællernes indbyrdes hjælp, til at lette livets byrder, mildne indtræffende bekymringer og ved en omhyggelig opdragelse berede den tilstundende salighed". Lykken ligger hele tiden i opgaven, i at tjene og yde. I fælles arbejde, og om så skal være under lidelse, i urokkeligt sammenhold og troskab mod hjem og børn vokser ægteskabets lykke sig stærkere og stærkere. Kærligheden næres af troskaben. I samme grad som to mennesker bærer fælles byrder, i samme grad som troskaben overvinder hverdagens krav, i samme grad, som man former samlivet af god vilje, ømhed, hensynsfuldhed og selvopofrelse, bevares og uddybes den oprindelige forelskelse. Troskaben bygger daglig sin beskyttende mur omkring kærligheden. Her bliver ikke plads for den ængstelige spørgen, om kærligheden er ved at holde op. Her er ikke tale om, at lykken måske var større andetsteds. Netop fordi der ikke er tale om at kræve lykken, oplever man ofte med stor taknemlighed, at den skænkes.
Fællesskabet består endelig dybest set i den hemmelighedsfulde forening, som skriften taler om i Efeserbrevets femte kapitel, hvor forholdet mellem mand og hustru sammenlignes med forholdet mellem Kristus og Kirken. Kirken er jo Kristi legeme, virkeligt vokset sammen med ham, fyldt af hams fylde, af hans ånds fylde, gennemstrømmet af hans himmelske opstandelsesliv. På samme måde er mand og hustru ét kød, hemmelighedsfuldt og inderligt sammenvokset til én person. Denne forening har bevirket at ægteskabet kaldes et sakramente, men det er ingen god sprogbrug. Med sakramenter forstår vi jo Gudstjenstlige handlinger, der er indstiftede af Kristus og forbundet med et løfte om nåde. "Vil derfor nogen kalde det et sakramente," hedder det i forsvaret for den augsburske konfession, artikel 7, "så bør han adskille det fra de øvrige sakramenter, som i egentligste forstand er pagtens tegn og vidnesbyrd om Guds nåde og syndernes forladelse".
Bruger vi ordet sakramente her, kan det kun være i overført betydning, som betegnelsen for et hemmelighedsfuldt af Gud skabt åndeligt fællesskab skjult i en ydre, synlig form, men helt uafhængig af vore følelser og oplevelser. Det er om denne inderlige enhed, skriften taler. Det er den, der skænker ægteskabet dets dybeste lykke og dets stærkeste kraftkilde. Her henter troen den dybeste trøst mod tilværelsens ellers uoprettelige ensomhedsfølelse. Her springer ømhedens reneste kilde frem. Herpå beror den sammensmeltning af to sjæle, den gensidige afhængighed og berigelse, som også det ydre øje undertiden mener at ane hos to ægtefæller, som gennem mange år har levet et kristent ægteskab.
Manden er hustruens hoved, ligesom Kristus er kirkens. (Ef.5,23) Skriften løser uden at betænke sig de meningsforskelle, som opstår i hvert hjem, ved at påbyde hustruen at underordne sig manden, vel vidende at dette ikke betyder magt og selvrådighed for manden, men et uendelig skærpet ansvar for Gud med skyldighed at aflægge regnskab for hver beslutning, han har taget og hver gang han har gjort brug af sin husfaderlige myndighed. Fra Biblens synspunkt ligger der snarere en omsorg for hustruen heri. Hun har pligt til at underordne sig ja, men hun har først og fremmest lov at underordne sig, hun er fri for ansvaret, som efter Guds vilje og ordning falder på manden.
Både for mand og hustru betyder dette hemmelighedsfulde fællesskab en stadig kilde til ømhed og lykke, til sjælenes sande forening. Naturligvis kan mennesket forspilde og foragte denne Guds nåde ligesom al anden nåde. Men hvor et menneske har vilje til at modtage den, ved det også, at Gud holder sin hånd over dets ægteskab.
"Således er mændende skyldige at elske deres egne hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin egen hustru, elsker sig selv". (Ef.5,28.) Her er grænserne slettede. Det ene individs liv strømmer ind i det andets, legeme, sjæl og ånd er blevet ét. I arbejde og hvile, i bøn og andagt, legemligt og åndeligt er de føjet sammen af Gud selv. Her ved hjertet, at det ejer et fællesskab, som går ud over al forstand, over alle grænser for tid og rum og rækker helt ind i den evige verden.
Heri - i ægteskabets sakramente, om vi vover at bruge det ord - ser den kristne den egentlige garanti for, at det går an, at han har lov til og kan love at elske i nød og lyst, at han vover at binde sig for livet og gøre det med lykke og glæde i den overbevisning, at hvilke omstændigheder, der end måtte rokke ved de ydre forudsætninger for ægteskabet, så skal det dog bestå under alle kår som det inderligste fællesskab holdt oppe af Gud selv og til slut gennem kamp og offer endogså føre til "den højeste lykke på jorden," som vort vielsesritual slutter med at sige om ægteskabets grundvold og mening.
Amen!
Bo Giertz: Kirkens fromhedsliv 1945
v8 Vend blikket bort fra en velskabt kvinde, og kig ikke for meget på en andens smukke kone.
Mange er faret vild på grund af kvinders skønhed; den får lidenskaben til at flamme op som ild.
v9 Overhovedet skal du ikke sidde sammen med en gift kvinde. Hold ikke drikkegilde sammen med hende,
for at du ikke skal få lyst til hende, så din drift styrter dig i fordærv.
Sirak 9, 8-9
Når Paulus taler om mand og hustru i ægteskabet og om den enhed og ulighed der er imellem dem, sådan som han gør i Efeserbrevet, siger han udtrykkelig, at dette har sin grund i vort kristusforhold. Her drager han også en parallel mellem ægteskabet og menigheden. Kristus er hovedet og Kristus har elsket menigheden og ofret sig for den. På samme måde er det med det rette forhold mellem mand og hustru. I begge tilfælde er der tale om et åndeligt af Gud oprettet fællesskab, som skaber et ganske nyt forhold med en bestemt fordeling af funktioner og opgaver. Det er noget verden ikke forstår og ikke ser. Men sådan skal det være efter Guds vilje.
Der er altså grund til at tro, at når Paulus så bestemt hævder en vis orden mellem mand og kvinde også i spørgsmålet om lærerembedet i menigheden, og gør det under påberåbelse af Kristi bud, så er her ikke tale om en ydre ordensregel, men om noget som gælder "i Kristus".
Dette spørgsmål er altså ikke - som det så tit opfattes i den populære debat - et spørgsmål om medborgerlige rettigheder og om lighed. For en kristen er det et spørgsmål om Guds vilje. Guds vilje er åbenbaret i Skriften. Det gælder altså om at forstå Skriften rigtigt.
Det er en situation, hvor alle burde drives til med stor alvor at spørge sig selv om vi har levet med Guds Ord, holdt det så helligt som vi burde. Eller om vi måske har behandlet det så skødesløst og efter forgodtbefindende, at vi har svært ved at forstå det når vi allermest trænger til at lytte til det.
Bo Giertz: At kunne læse sin Bibel