Det vigtigste!
Bemærk den nye knap på denne side: "Det vigtigste!"
Der er mange sorger og bekymringer, mange glæder og forventninger
i et levet menneskeliv. Det vigtigste både i forhold til familie og venner, job og fritid, er at vi holder kursen hjemad. Uden at vide det, er man kommet væk fra vejen, fordi det var lettere at sige ja end nej.
Halloween og Allehelgensdag
Hvad har Halloween og Allehelgensdag med hinanden at gøre? - ingenting. Allehelgensdag er en katolsk kristen tradition med forbøn for dem der er i skærsilden, som i protestantismen er blevet til den dag (1. søndag i november) hvor vi mindes de døde forbilleder i forhold til det kristne liv.
Halloween er en Keltisk overtro om at de afdødes ånder går igen den 31. oktober, og det er onde ånder, og for at skræmme dem, laver man rædselsfulde masker.
Så kan man tænke, at det jo bare er sjov og ballade, det er jo ikke noget vi lægger noget i. Det er det måske ikke, men sådan kunne Sjadrag, Meshag og Abed-Nego (Dan. 3,12) Salomon (1.kong. 11,4-8) Nadab og Abihu (3.Mos. 10,1-3) og Miriam og Aron (4. Mos. 12) også have sagt. Det korte af det lange er, at Halloween er en overtro, som man dyrker i et forsøg på at tækkes denne verden, eller skulle man sige; man viser at man slet ikke er så kristen, at man ikke har plads til verdens guder.
En Kristen lever i en dobbelt stilling: Er talen om mit levned og hvad jeg skal gøre, da ser jeg på mig selv gennem Ordet, og prøver at opdage hver fejl og plet for, så vidt det overhovedet er muligt at leve under Guds vejledning. Men er talen om min "nådestand", min ret til at bære kristennavn, at kalde Gud far og bede til ham, da vender jeg kun mit øje mod min forsoner. Her siger jeg: "så er der da nu ingen fordømmelse for dem der er i Kristus Jesus".
Men hvordan skal jeg vide, at alt dette ikke bliver til tomme fraser, at jeg ikke bruger nåden til sovepude? Måske døver jeg kun min samvittighed med talen om korset og nåden, mens jeg i virkeligheden lever i ulydighed mod Gud og hindrer hans gerning i min familie og min menighed og påfører hele kristenheden vanære. Der findes jo faktisk intet, der virker så væmmeligt og afskrækkende som "kristne" der midt i deres åbenbare eller dulgte synder er frække nok til at stå frem og prise Gud for forsoningen ved Kristi blod.
Tro og ulydighed mod Guds Ord er uforenelige sider for en Kristen. Guds Ord kræver lydighed i de allermindste ting, - uden afkortning.
Bo Giertz: Kirkens fromhedsliv
Har et menneske mistet evnen til at blive overbevist, så har man sine drømme, længsler og tanker tilbage. Måske rigtige tanker. Der er blot det ved det, at de aldrig mere kan drive viljen til et afgørende valg. Som Per Gynt går man altid udenom.
Da er den sjæl fortabt, redningsløst fortabt, selv om den i det ydre lever et liv, som der ikke er det ringeste påfaldende ved. Tvært i mod vil en sådan som regel falde til rette i de konventionelle former og mest mulig ligne gennemsnitsmennesket.
Redningsløst er denne sjæl fortabt, fordi ikke engang Gud kan redde den. Han ejer jo ingen anden vej til at frelse personer end overbevisningens vej.
Ole Hallesby: Omvendelsen og troens lydighed.
Når vi lytter til eller læser Guds Ord, har vi med Gud at gøre. Her møder vi Gud. Men Gud kan man ikke møde hvor som helst, og man kan ikke studere eller iagttage Gud som man studerer et tæppe fra middelalderen. Man kan ikke udføre eksperimenter med Gud, ej heller underhandle med ham. Man kan ikke stille betingelser eller gøre forbehold for eventuelt at acceptere Gud. Enten ser man op til ham eller man ser ham slet ikke. Man kan betragte Gud tilbedende, med ærbødighed og kærlighed, men ikke køligt, uberørt og observerende. Man kan høre ham tale, men kun hvis man er villig til at lytte som hans tjener og hans barn.
Helt det samme gælder om Guds Ord i Bibelen. Vil man høre Gud tale må man hverken forhøre Bibelen eller forhandle med den. Det er derfor man ikke får fat i det, der er Guds budskab til os og Guds Ord til os, hvis man nærmer sig Bibelen med egne nysgerrige eller mistænksomme spørgsmål, spørgsmål der ikke vedrører os selv og som intet har at gøre med Guds vilje med os. Læser man Bibelen som noget der ikke angår os og vort forhold til Gud, kan man finde mange interessante oplysninger, men vi har ikke hørt, hvad Gud ville sige os, og vi er ikke kommet i kontakt med Guds Ord. Det er derfor at frelseshensigten bliver afgørende.
At læse "i frelseshensigt" betyder at læse med det store spørgsmål brændende i sit hjerte hvem Gud er, hvad han vil, og hvordan jeg skal komme til ham. Læser man sådan, kan man høre Guds røst og forstå den rette mening med Bibelens udsagn. Nøglen til Bibelen holder man i sin hånd, når man alvorligt begynder at spørge: Herre, hvad vil du mig? Hvad er din mening med mit liv? Sig det, Herre - hvad du siger, det vil jeg tage til hjerte.
Den rette indstilling kan samles i de ord Eli lærte Samuel at sige: Tal, Herre, din tjener hører.
Bo Giertz: At kunne læse sin Bibel