Andagt og prædikensamling

Frede Møller

Sognepræst i Hinge & Vinderslev

Brev fra Gud

21. februar

En stor tro

1. Tessalonikerbrev 4, 1-7.

I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør. I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud, og så I ikke foruretter eller udbytter jeres broder i forretning. For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt til jer og har forsikret jer om, og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed.

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige ånd, så vi må se Jesus, som er den eneste, der kan skabe tro og liv hos os. Amen

   Hvem vil ikke gerne have en stor tro?

   Det er det, Jesus nævner for den kana'anæiske kvinde, som bliver ved med at mase på, indtil hun får sin vilje. Det er egentlig også det, apostlen Paulus skriver om til de kristne i Thessalonika. "I er begyndt på vejen, kære venner. Pas nu på, at det ikke går i stå, men gør fremgang, at I helliges, så det kan mærkes både på hjemmefronten og på arbejdspladsen. Kort sagt: Så jeres tro på Gud vokser, så det bliver til en stor tro."

   Men hvad er egentlig en stor tro på Gud?

   Er det en tro, der rummer en masse følelser og oplevelser? En tro, der aldrig nogensinde tvivler? En tro, der står urokkeligt fast, uanset om nok så mange fristelser ryger os om ørene?

   Der er nok en tilbøjelighed til at mene, at sådan må det forholde sig. Men læser vi om de første kristne får vi jo et helt andet indtryk.

   Tænk nu bare på en mand som apostlen Peter. Oprindeligt en fisker, der bestemt ikke havde ret megen tiltro til Jesus, da han blev bedt om at lægge fra land og kaste sine garn ud til fangst.

   "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand," lød det så, da han havde fået sit livs store fiskefangst.

   Var det en stor tro?

   Blev det bedre, da han senere i livet måtte opleve at høre Jesus sige de barske ord: "Vig bag mig, Satan! Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!"? Eller da han kort før Jesu lidelse og død gav sig til at bande på, at han i hvert fald ikke kendte denne Jesus, og hvor det ender med, at han må ud for at græde over sig selv og sin elendighed, da hanen galer?

   Var det en stor tro?

   Eller hvad med en mand som apostlen Thomas, der nægter at tro, med mindre han får lov til at røre ved sårmærkerne i Jesu hænder og stikke sin hånd i hans side?

   Var det en stor tro?

   Eller apostlen Paulus, der til at begynde med var en ivrig forfølger af de kristne, men som ender der, hvor han regner hele sit tidligere liv som skarn og siger om sig selv: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg"?

   Sådan kunne vi blive ved meget længe. Vi kunne nævne den ene efter den anden, som på ingen måde har store tanker om sig selv.

   Lad os lige tage Frans af Assisi med i samme forbindelse. Om ham fortælles det nemlig, hvordan en af hans disciple, broder Leone, på et tidspunkt gemmer sig bag nogle buske for at høre, hvordan det lyder, når Frans beder til Gud. Frans fortæller ham, hvad han netop har oplevet, mens han bad: "Da jeg spurgte Gud, hvem han er, så jeg ind i dybet af Guds grænseløse godhed, men i det samme lys så jeg også mig selv som en foragtelig skabning, der elskes af Gud. Det er alt, hvad jeg kan sige om det."

   Mere og mere går det op for én, at en stor tro er ikke en tro, der har store tanker om sig selv, men det stik modsatte. Dér, hvor et menneske tænker ringe om sig selv, er der mulighed for, at Gud selv kan komme til og skabe troen i sådan et menneske.

   Sådan var det for de kristne i Thessalonika, og sådan var det for kvinden, der kommer til Jesus og råber: "Forbarm dig over mig, Herre."

Her drejer det sig om en kvinde, der befinder sig i akut nød, fordi hun har en datter, der plages slemt af en dæmon, en ond ånd.  Det kan godt være, vi synes, vi her får et kik ind i en verden, der ikke rigtig minder om vores, men det er nu ikke anderledes, end at der også er mennesker i vor tid, som oplever den slags besættelser.

   Fordi Djævelen er en uhyggelig virkelighed, som optræder snart på den ene, snart på den anden måde.

   Han kan optræde som en lysets engel eller som en from, indre stemme, som vi hørte det sidste søndag. (Jesus fristes i ørkenen) Han kan også optræde som en brølende løve, der leder efter nogen at sluge, som apostlen Peter skriver i et af sine breve. Han er verdensmester i smarte forklædninger, som én sagde engang, og her er det altså lykkedes ham at slå sine kløer i en ung pige, som på den måde befinder sig i en håbløs situation.

   "Forbarm dig over mig, Herre," råber hendes mor til Jesus, ligesom vi råber, når vi kommer i kirke. Hver gang vi holder højmesse, begynder vi jo faktisk med dette råb til Gud. Et råb fra en verden, der på så mange måder er besat af det onde, så der må et himmels indgreb til, for at det kan blive anderledes.

   De kristne i Thessalonika har på samme måde oplevet et himmelsk indgreb, da de fik øjnene op for, hvem Jesus Kristus er, og kom til tro på ham. En del af dem var jøder, men en stor del var grækere, mennesker, som ikke er jøder, og som derfor egentlig står udenfor, sådan som det også var tilfældet med den kana'anæiske kvinde. Det er jo det, der ligger bag, når Jesus til at begynde med afviser hende og siger, at det ikke er smugt at tage børnenes brød og give det til de små hunde. Det er ord, som skurrer fælt i vore ører. Dette at Jesus ikke svarer, og da han omsider gør det, sammenligner han kvinden med en hund! Jo, man fristes til at citere den engelske digter Bernard Shaw, som engang har sagt, at her opførte Jesus sig ikke just som en kristen. Nej, men vi må forstå, at for Jesus var opgaven i første omgang at vække det folk, som var Guds oprindelige ejendomsfolk. Først senere blev disse grænser overskredet, da Jesus selv giver befalingen: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple ..."

   Alle folkeslag! Sådan var det ikke til at begynde med. Da var Jesus udsendt til de fortabte får af Israels hus.

   Men hjælpen fra Jesus nåede dog også den nødstedte kana'anæiske kvinde. Ligesom hjælpen fra Jesus nåede til Thessalonika, ja, til jordens ende, også til dig og til mig. "Forbarm dig over mig,"  lyder det fortvivlede råb, og svaret kommer i form af Jesus Kristus, som ikke kun er frelser for Israel, men for hele verden, alle folkeslag!

   Men derfor vil han også, at troen skal blive en virkelighed, ligesom han vil, at vi skal vokse i troen!

   Ikke ved at rette blikket mod troen, men mod ham, sådan som vi skal synge om det om lidt. (Jesus Jesus Jesus sigter)  Rette blikket mod Jesus, sådan at hans kraft får lov til at holde sit indtog i vores liv, så det præger vores måde at leve på.

   Det gælder på hjemmefronten, hvor din tro må give sig udslag i et varmt og inderligt kærlighedsliv, når det gælder din ægtefælle. Ordene her om det sanselige begær er desværre ofte blevet misforstået, og lad os derfor slå fast for hinanden, at det på ingen måde er forkert, at der er noget, der hedder begær og lidenskab, når det drejer sig om samlivet med ægtefællen. Overhovedet ikke. Det seksuelle er skabt af Gud, og Gud ser på det med smil og glæde, når det handler om ham eller hende, du har sagt ja til at dele livet med.  Men hvor det bare handler om sex uden kærlighed, ja, da er det en anden sag. Købesex, seksuel udnyttelse og så videre.

   Men også når det gælder arbejdspladsen, må det kendes på dig, hvem det er, du tilhører. Du må ikke forurette eller udbytte, selv om mange andre gør det. Snyd og bedrag hører sig ikke til blandt kristne. Du er jo ikke din egen herre, så din opførsel må hele tiden være præget af, hvem det er, der bestemmer, og hvordan han vil, du skal leve og være.

   "For Herren straffer al den slags," skriver apostlen Paulus om det forkerte, og det er ikke den eneste gang, han siger det.

   Det vil med andre ord sige, at der er noget, der hedder Guds vrede og straf.

   Vi er jo så vant til at høre, at Gud er kærlighed. Det er sandt, vigtigt og rigtigt og bliver måske undertiden overbetonet i forkyndelsen i dag. Vi skal jo nemlig ikke gå rundt og tro, at vi kan opføre os præcis lige så grimt som alle andre og så bare slippe godt fra det! Den går ikke! "Herren straffer al den slags," siger Paulus. Det gælder den enkelte, det gælder vort folk og vort samfund, det gælder også vor kirke! Har Gud sagt nej, skal vi ikke bare lukke øjnene og sige ja og så tro, at han er parat til at velsigne. Den går ikke. Nej, "Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed." Hellighed, som det sømmer sig for dem, der er helliget Gud Herren. Dem, som tilhører ham. Dem, han selv har sat sit mærke på i den hellige dåb, og som er stolte af dette mærke, så de igen og igen bruger det for på den måde at markere, hvem de tilhører.

   "Din tro er stor," lød det til den kana'anæiske kvinde, som kom til Jesus, og hun fik lov til at se underet, da hendes datter blev rask i samme stund. Her er det så også vigtigt, at vi ikke får det galt i halsen, så vi tror, at så må vi jo have for lille en tro, hvis der ikke sker noget. Det er der jo somme tider dem, som vil bilde os ind, men sådan forholder det sig nu slet ikke. Jesus har selv sagt disse ord: "Salige er de, som ikke har set og dog tror." Det må vi så klynge os til, samtidig med at vi husker, at der kom en dag, hvor Jesus selv måtte lide døden, ligesom apostlene Peter og Paulus også måtte det, og det var ikke, fordi troen var for lille, men fordi de valgte at følge troens vej - også hvor de ikke kunne se.

   Nu skal vi synge om den Jesus, som det handler om, "Jesus, Jesus, Jesus sigter alt mit hjertes ønske til."

   Og lad det så være vor bøn, som det hedder i sidste vers:

Jesus, det er mer end meget,

at jeg dig til gave fik,

tag mit hjerte som dit eget,

sæt det ret i stil og skik,

at det altid frisk og mildt

råber: Jesus, som du vilt!

   Sådan siger troen. Den tro, der gerne vil vokse, og som derfor retter blikket mod Jesus Kristus, råber til ham, bliver ved, maser på, igen og igen.

Amen!